Til montering af Gør-Det-Selv Lydisolering

1: Når du modtager pakken fra Danske Fragtmænd bør du undersøge pakken for skader og korrekt indhold i forhold til det bestilte.

2: I forbindelse med udpakning er det vigtigt at du ikke bruger en værktøj der kan ødelægge indholdet. Undgå brug af hobbyknive.

3: Inden montering af pladerne skal overfladen aftørres med en fugtig klud. Kluden skal vrides op i en tynd sæbevand, brug gerne grundrens eller et Ajax-lignende produkt. Ikke glasrens eller lignende. Derved sikrer du at limen fæstner plader og overflade optimalt.

4: Lav en grundig opmåling af loftet/væggen. Pladerne tager sig bedst ud, hvis de hænger lige og centreret i forhold til f.eks. vægge. Undgå forskellige afstande mellem to sigtepunkter. Brug gerne en tynd blyant til at opstrege nogle monteringslinjer. Lav evt. stregen et par millimeter fra der hvor pladen skal monteres, så skjules stregen bag pladen. Skulle stregen alligevel blive synlig, kan den med held fjernes forsigtigt med et viskelæder.

VIGTIGT: Brug altid handsker idet fedtede fingre sætter mærker. Fedten fra fingrene bliver synlige efter nogle uger idet støv vil samle sig der hvor fingrene har sat aftryk – både på lofter/vægge og på pladerne. Skift gerne handsker undervejs.

5: Når du har besluttet dig for hvordan pladerne skal monteres på loftet/væggen, er det tid til at påføre limen. En tube lim rækker til ca. 2,5 plader. Påfør en stribe lim for hver 10 cm. Kør limstriben fra kant til kant dog således at der mindst er 6-8 cm fra kanten ellers vælter limen ud over kanten når du presser pladerne mod loftet/væggen. Påfør kun lim på en plade ad gangen. Vent gerne 20-30 sek før montering idet limen så når at hærde en smule i overfladen.

5.1: Gælder kun ved montering på trælofter: Man kan med held bruge noget dobbeltklæbende tape således at tapen rammer brædderne. Hvis brædderne f.eks. er 12 cm bredde, kan du med fordel bruge en 5 cm bred tape og derefter en stribe lim. Tapen vil fastholde pladen til limen er hærdet. Det kræver blot at du udmåler pladerne på bagsiden med blyant således at lim og tape rammer brædderne og ikke de små mellemrum mellem profilbrædderne/listeloftet.

5.2: Ved montering på vandskurede vægge skal du sørge for at væggen er helt ren og at der er rigeligt med lim. Oplys gerne dette ved bestilling idet vi så medsende ekstra lim (kr. 150 pr. tube).

6: Nu har du påført limen i striber på bagsiden af pladerne. Nu er det tid til montering. Tag fat i pladen på siden og vend den i luften. Sæt pladen forsigtigt i loftet/på væggen et par mm fra stedet hvor du har besluttet den skal sidde permanent og skub den de sidste par mm. Derved øger du overfladen på limen på bagsiden af pladerne og ”tværer” limen ned i pladens fibre og i loftets/væggens overflade. Hold nu pladen i ca. 1-2 minutter med et moderat tryk. Limen skal presset svagt ned i pladens bagside og op i loftet. Slip pladen efter 1-2 minutter forsigtigt og føl at den hænger fast. Føler du at pladen følger med, skal du holde den længere. Du skal sikre at rummet og overfladen er over 18 grader idet det øger hærdningen af limen.

7: Gentag processen med det antal plader du ønsker monteret. Vær nøjagtigt i hjørne og samlinger idet der skabes skygger der sladrer om unøjagtigheder.

SIKKERHED:

Brug ALTID masker. Limen er stærk og farlig at indånde. Husk at lufte rigeligt ud og undgå ophold i rummet 2-3 timer efter montering. Limens lugt forsvinder efter ca. 1 døgn men er kraftig mens den pågår.

Brug ALTID handsker. Lim er stærk at svær at vaske af. Handskerne beskytter også loft og plader mod fedtede fingre. Brug ikke de samme handsker til udpakning som du bruger til montering. Rene handsker giver ren montering.

Brug ALTID den medfølgende engangskedeldragt: Limen sætter sig hurtigt i tøjfibre og er næsten umulig at vaske væk bagefter.

Om Dansk Isolering

På årsplan isolerer vores løsuldsafdeling mere end 120.000 m2 lofter, hulmure og etageadskillelser. Mængden og vores lave omkostninger sikrer dig billig hulmursisolering og loftisolering. Omsætningen er cirka 50/50 fordelt mellem private kunder og erhvervskunder. I denne afdeling er vi 6-8 medarbejdere.

Læs mere


Search