Dansk Isolering Rødekro

2017 bød på stejle vækstkurver – og læringskurver

danskisolering_team_rynkeby.jpg
martin_mikael_vinder-pokaler.jpg
roerisolering01.jpg
Hver gang det bliver december, kommer det bag på os, hvor hurtigt sådan et arbejdsår egentlig går. Sådan er det nok for alle virksomheder, der har fokus på kunderne og opgaverne.
 
Men derfor er december også et godt tidspunkt at løfte snuden op fra sporet, kigge sig tilbage og gøre status over det forgangne år.
 
For Dansk Isolering har 2017 været et år med travlhed, vækst, succes, læring og drama. Vi starter med dramaet.
 
Der gik et sug gennem hele isoleringsbranchen, da DR’s Kontant satte kritisk spot på fusk i branchen i januar – og senere igen i september, da Energistyrelsen politianmeldte 10 isoleringsfirmaer.
 
I Dansk Isolering hilser vi oprydningen blandt de brodne kar velkommen. Men miseren betød desværre, at forbrugertilliden til branchen dalede og at vi ofte blev mødt med spørgsmålet, om vi var blandt de 10 anmeldte. Det var vi ikke!
 
Lidt træls at skulle svare på, men til gengæld en god anledning til at fortælle kunderne, at vi har en elitesmiley på Anmeld Håndværker. Det skaber tillid og tryghed.
 
Det gør det faktum, at vi for andet år i træk vandt prisen som Årets Isolatør så sandelig også. Årets Isolatør 2017 står for os som årets succes: En teamsejr for alle medarbejdere og en blåstempling af vores faglighed.
 
2017 har været et travlt år for Dansk Isolering: Ophøret af håndværkerfradraget har skabt stor privatkundeefterspørgsel på loftsisolering og hulmursisolering her i sidste halvår.
 
Inden for teknisk isolering har vi særligt haft fremgang inden for ventilation. Vi oplever generelt en øget vækst og i forhold til 2016 ligger vi i år på indeks 160. Det vil vi godt tillade os at være lidt stolte over.
 
Det går godt med byggeriet i Danmark og de kommende år ser lyse ud. Men også lidt pressede. For efterspørgslen er stor og isoleringsbranchen er lille. Lige som vores kolleger får vi behov for flere medarbejdere og nye kompetencer. Og det bliver ikke nemmere.
 
For vores erhvervskunder, bygherrerne og planlæggerne, betyder det, at de skal blive bedre til at langtidsplanlægge deres projekter. For der er allerede nu kø i ordrebøgerne hos os isolatører.
 
Men vi skal også selv til at tænke og agere anderledes i Dansk Isolering: Vi startede virksomheden op under finanskrisens værste år. Dér lærte vi at drive virksomhed op ad bakke. Nu skal vi til at lære at begå os i en højkonjunktur. Det kan kun blive spændende og lærerigt.
 
Glædelig jul og godt nytår! Vi ses derude i 2018.
 
Martin Brink, direktør og indehaver
Morten Vendelbo Jepsen, afdelingsleder, Rør & Teknik
Mikael Rasmussen, afdelingsleder, Bygningsisolering

Om Dansk Isolering

På årsplan isolerer vores løsuldsafdeling mere end 120.000 m2 lofter, hulmure og etageadskillelser. Mængden og vores lave omkostninger sikrer dig billig hulmursisolering og loftisolering. Omsætningen er cirka 50/50 fordelt mellem private kunder og erhvervskunder. I denne afdeling er vi 6-8 medarbejdere.

Læs mere


Search